Rodebunken

Noget af en forskrækkelse

Lørdag morgen tog Liam og jeg i svømmehallen og havde nogle dejlige timer sammen. Rasmus var sammen med sine brødre i Gentofte, så vi udnyttede noget mor-søn tid sammen. Aftenen før, havde jeg bemærket at Liams urin lugtede absurd meget og da jeg tog badebleen af ham, lugtede det stadig. Jeg besluttede mig derfor for, at give lægevagten et kald, når Liam var puttet til lur.

Da vi kom hjem fra svømmehallen, var Liam stadig i godt humør og faldt da også i søvn til middagslur – som han plejer.
Han vågnede dog inden jeg nåede at ringe til lægevagten. Han var dybt ulykkelig. Græd og græd, og kunne slet ikke finde ro. Så jeg tog ham op, og prøvede løbende at putte ham. Imens lagde jeg mærke til, at hans urin ikke lugtede længere, så jeg droppede helt at ringe til lægevagten. Han græd on/off og kunne ikke rigtig finde ud af hvad han ville. Efter en time gav jeg op, og trillede en tur i klapvognen – så kunne jeg også få noget luft og lige tælle til 100.000 😉

Efter så lang tid, hvor Rasmus har overarbejdet og jeg også sidste uge, stod alene med en syg dreng, er mit overskud ikke det helt store. De der pauser hvor Liam sover er bare rigtig vigtige for mig, så jeg lige kan lade op.

På gåturen tog han en lille halv time, men vågnede også denne gang helt ulykkelig. Da vi kom hjem gav jeg ham et skud panodil, for at se om han havde ondt – 20 minutter efter livede han fuldstændig op. Så jeg tog chancen og fik ordnet nogle praktiske ting.

På et tidspunkt tager jeg Liam i at stå og pille i sådan en gelé som vi har siddende i toilettet, men vasker hurtigt hans hænder og tænker ikke mere over det.

En halv time efter kl. 16.30 kom Rasmus endelig hjem!
Men Liams humør bliver værre og værre, og han er helt utrøstelig.

Efter halvanden time med gråd ringer jeg til vagtlægen og fortæller om vores dag og Liams adfærd. Vi får en tid kl. 18.40, men beslutter os for at køre med det samme. Jeg var begyndt at græde, fordi jeg blev bekymret for ham. Har aldrig set Liam reagerer sådan, og det gjorde så ondt at se ham sådan.
Da jeg har sat mig ud i bilen, går det pludselig op for mig. Den geléklump – hvor meget var der egentlig tilbage af den??
Jeg løb ind på badeværelset, og som jeg frygtede var hele geléklumpen væk. Han må have spist det!

Det eneste jeg kan tænke på, er at vores sundhedsplejerske engang sagde, at pulveret til opvaskemaskinen ætser, hvis et barn indtager det. Jeg tænkte det var nogenlunde samme funktion det havde, så det her gelé måtte også være farligt. Jeg tudbrølede og forestillede mig Liams lille mave gå fuldstændig i stykker.

Rasmus jokkede speederen i bund og satte kurs mod hospitalet. Jeg sad på bagsædet og tudbrølede sammen med Liam – jeg var så bange for at der var sket ham noget.
Rasmus ringede til lægevagten og fortalte hvad vi havde fundet ud af, og blev stillet igennem til giftlinjen.
Giftlinjen slog produktet op, og fortalte at der ikke var noget farligt i det, og at han måtte fejle noget andet.
Jeg fik nogenlunde ro på, og 2 minutter efter faldt Liam i søvn af bar udmattelse.
Vi blev rimelig hurtigt enige om, at han ikke ville være faldet i søvn, hvis geléen han havde indtaget, skulle være farlig.
Dermed ikke sagt, at han ikke kunne have mavesmerter, men de var formegentlig ikke så voldsomme, som vi havde frygtet.

Da vi kom ind på hospitalet, faldt Liam i søvn igen, i mine arme. Han var fuldstændig udmattet.
Lægen undersøgte ham og konstaterede en lille mellemørebetændelse. Hun ville gerne have at vi så dagen an i morgen, men ellers skulle vi ringe igen.
Så vi tog hjem med ro i sindet og fuldstændig bombet ovenpå forskrækkelsen.

På vejen hjem snakkede vi om, at vi aldrig skal have sådan noget i toilettet igen, og vi skal fjerne alle de andre farlige ting han ville kunne komme i nærheden af. Vi synes egentlig vi har “baby-sikret” vores hjem meget godt, men det kunne godt forbedres!

Liam blev puttet og jeg lagde mig på sofaen, fuldstændig udmattet. Det havde været en dag med alle følelser i spil, og jeg græd stadig da jeg tænkte på, hvor bekymret jeg var for ham.

Her dagen efter, konstaterede jeg, at han må have spist noget, som gjorde at hans tis lugtede.
Da jeg hentede ham i dagplejen i fredags, havde han spist noget udenfor. Dagplejemor vidste ikke hvad det var, men det kan jo være dét der har givet ham den ildelugtende tis.
Vi må åbenbart være kommet ind i en periode, hvor alt skal puttes i munden og vi skal være ekstra opmærksomme på ham!

Liam har haft feber i dag, men har været i OK humør. Indtil videre satser vi på, at han er frisk til dagpleje i morgen, og så skal jeg have fat på en ørelæge hurtigst muligt.

Shit en weekend altså 🙂

No Comments
Previous Post
november 18, 2018
Next Post
november 18, 2018

No Comments

Leave a Reply

Related Posts