Category

Graviditet

Graviditet Ærlig talt

Jeg har lyst, men alligevel ikke

39+1

Rigtig mange i min (gamle) terminsgruppe er blevet gravide igen. Det har fået mig til at tænke på, om vi også skal have én mere.

Når vi har snakket om 1 mere har vi hele tiden snakket om, at det først skal være når Liam er 3-4 år. Sidst vi snakkede om det, skulle han først være omkring 5-6 år.
Men jeg er virkelig i tvivl.. Jeg er i tvivl om jeg overhovedet vil have et barn mere.

Når jeg ser på Liam og tænker tilbage på, da han var en lille baby bliver jeg uden tvivl helt vildt skruk. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg gerne vil opleve en fødsel og dét at være blevet mor, igen! Jeg ville også elske at kunne gøre Liam til storebror og give ham den rolle.

Men før alle de dejlige oplevelser, skal man jo bage babyen først.. Og dét kan jeg bare slet ikke overskue!

Da jeg blev gravid med Liam lå jeg med kvalme og opkast i alle 9 måneder. De første 4 var værst. jeg tabte 17 kilo, var sengeliggende og kunne ikke gang holde væske nede. Jeg var inde på hospitalet 1-2 gange om ugen, for at få væske.
Jeg synes det var sindsygt hårdt, men det var kun hårdt for Rasmus og jeg.

Hvis jeg skal være gravid igen, så er det ikke kun hårdt for Rasmus og jeg. Det er også hårdt for Liam, og den tanke kan jeg slet ikke bære. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke kan være der 100% for min søn i de 9 måneder. Det vil være Rasmus og jeg der har taget et egoistisk valg, og det vil gå udover Liam.

Sommetider har jeg lyst til bare at tage beslutningen: vi skal ikke have flere børn.
Men den kan jeg alligevel ikke helt forenige mig med.
Det har nok også noget at gøre med, at Rasmus helt vildt gerne vil have et barn mere. Jeg havde nok meget nemmere ved at tage beslutningen, hvis Rasmus også var i tvivl.

Vil han så også acceptere hvis jeg ikke vil have et barn mere?

Se, det siger han at han vil.. Men det vil jo alligevel gøre ondt på ham, at han ikke får sit ønske opfyldt.
Vi har snakket om det nogle gange, hvor jeg har sagt til ham, at jeg ikke ved om vi skal have flere børn.
Jeg tror egentlig bare, at Rasmus (som de fleste andre mænd), tager tingene som de kommer.
Han tænker slet ikke lige så meget over det som jeg gør, og tager først stilling når det er aktuelt.

Jeg prøver også at sige til mig selv, at vi skal tage den beslutning når tiden kommer.
Men eftersom at jeg kan godt lide at planlægge og have kontrol, stresser det mig en anelse at vi ikke har taget en beslutning.

Skal vi have et barn mere? JA eller NEJ…

Gid det var så let at svare på.. Det er det bare ikke…

Og ja… Liam er kun 1,5 år, så jeg har rigelig tid til at blive skruk endnu. For skruk, det skal jeg altså være.. Altså, sådan virkelig skruk! Ellers fortryder jeg nok meget hurtigt, når jeg ligger med hovedet i kummen flere gange om dagen…
Hvis jeg ikke bliver skruk.. Så har jeg givet mig selv svaret – og så får vi sgu bare en hund i stedet! 😉

 

Ikke sådan et indlæg uden babybilleder…  Årh altså!

6 dage gammel
4 dage gammel
No Comments
Fødsel Graviditet Ærlig talt

Jeg følte mig forkert

For det meste læser man kun om de dejlige og smukke ting ved en graviditet og en fødsel. Vi glemmer altså at snakke om de mindre dejlige og knap så smukke ting.

Cirka 2 uger efter jeg havde født Liam begyndte jeg at mærke, at der var noget galt. Som førstegangsfødende var alt nyt, men det her føltes meget mærkeligt og kunne umuligt være normalt. Der var noget galt med mit underliv.

Første gang jeg oplevede det var vi ude og gå. Pludselig, midt i Tivoli, følte jeg at noget var ved at komme ud af mig. Det var ubehageligt, men jeg lod det hurtigt passere.

Anden gang jeg mærkede det, var vi igen ude og gå. Pludselig kom følelsen af at der kom noget ud af mig.
Nu begyndte jeg at blive lidt bekymret. Hvorfor sker det her, og hvorfor sker det når vi er ude og gå.

Tredje gang skete det derhjemme under hovedrengøringen. Denne gang tog jeg mig sammen. Jeg tog mod til mig og mærkede efter. Noget var virkelig på vej ud af mig!

Jeg fik ringet til lægen og fik en tid dagen efter. Åh hvor jeg gruede for det. Det sidste jeg havde lyst til, var at ligge med stængerne i vejret og få foretaget en gynækologisk undersøgelse. Det var kun 3 uger siden jeg havde født og alt var bare ømt og ugenkendeligt dernede.

Jeg ligger hos lægen og kan knap nok trække vejret af bar frygt for smerte. Aldrig har jeg syntes en gynækologisk undersøgelse var ubehagelig. Det gjorde ikke som sådan ondt, det var bare død ubehageligt og noget jeg gerne ville have været foruden.

Lægen fortæller mig at jeg har en voldsom grad af nedsunket underliv.
Hun fortæller mig at det der holder fast i hele mit underliv har givet sig og det er dét jeg kan mærke, når jeg føler at noget falder ud af mig.
En pædagogisk forklaring som gav mening, og forklarede hvorfor jeg følte som jeg gjorde. Hun forklarede også, at jo mere jeg anstrengte mig, jo mere kunne jeg risikere “fremfald”. Det var derfor jeg kun mærkede til det når jeg var fysisk aktiv.
Det er ikke farligt, men det er vigtigt at jeg får gjort noget ved det.
Hvordan?
Knibeøvelser 10 gange om dagen, ingen løb og tung træning.
Dér røg mit ønske om at komme i form igen, øv!

På vej ud af døren spurgte hun mig om jeg havde svært ved at holde på vandet og afføring. Det måtte jeg svare nej til, og havde kun mærket til fremfaldet ved fysisk aktivitet. Hun virkede overrasket over mit svar.

Der gik et par måneder hvor jeg ikke lavede andet end knibeøvelser. For det her, dét kunne jeg bare ikke leve med. Det skulle blive bedre!

Jeg synes ikke jeg mærkede nogen bedring, og jeg var efterhånden ved at opgive. Hver gang jeg var ude og gå længere ture mærkede jeg det. Jeg kunne ikke gå med Liam i bæresele, for så mærkede jeg også til det. Det var møg frustrerende og jeg var så ked af at have det sådan.

Jeg snakkede ikke rigtig med nogen om det, da alt hvad angår underlivet bare er tabu. Jeg havde svært ved at blotte mig selv og fortælle om mit “problem”.

I forbindelse med en celleforandringer skulle jeg en tur forbi gynækologen. Inden jeg bliver undersøgt og får taget prøver, fortæller jeg om mit nedsunket underliv og at jeg gerne vil have det vurderet endnu en gang.

Efter undersøgelsen fortæller han mig, at han godt kan se at det er nedsunket, men at det ikke er i nærhenden af at være i høj grad. Jeg har gode udsigter i forhold til at træne det op med knibeøvelser. Det kan tage op til 1 år, men han var yderst positiv omkring det. Jeg skulle holde mig igang ved at dyrke motion. Altså løb? Ja, det kunne han ikke se noget problem i.

Jeg gik lettet ud af døren og fortrød med det samme, at jeg ikke var taget til gynækolog fra starten af.

Jeg begyndte at løbe nogle uger efter, og jeg kunne hurtigt mærke at det hjalp. Det havde på ingen måder en negativ effekt. Jeg tog det stille og roligt, men at mærke kroppen komme igang var en god følelse.

Der er nu gået 1 år siden jeg fødte, og det er først fornyeligt at jeg føler mit underliv har sat sig ordentlig på plads.
Et nedsunket underliv efter fødsel kan I de fleste tilfælde trænes op igen. Bliv set af en gynækolog og husk dine knibeøvelser.

Hvad synes du der mangler fokus på, når det kommer til knap så dejlige og smukke ting ved en graviditet og/eller fødsel?

4 Comments